Trommerum på turen

Hverdagens trommerum skal vi som mennesker få det bedste ud af.
Hvad enten vi er glade eller triste.

Mine egne erfaringer er at jeg bliver bedre til at være Käthe, når jeg finder det mest positive i selv det mest triste.

Når jeg vælger at drage på tur i et par dage er det altid med en konsekvens i den anden ende.

Mens jeg bruger flere dage på at skulle pakke og omstille mig til at være social og sammen med andre flere timer ad gangen, bliver det også sværere at finde ro indeni.... det er ligesom en slags knap der bliver tændt.... adrenalinen bliver sat op og giver derfor flere tanker om hvad jeg overkommer eller hvad jeg kan komme ud i og derfor bliver jeg også mere træt, men kan ikke finde ro....

Hvad gør jeg så??

For at finde denne ro til at få bare lidt søvn.... gentager jeg remser for mig selv.... Käthe, alting er fint, der skal nok gå alt sammen og TAK for alt det jeg har og TAK for alt det jeg KAN. TAK fordi jeg altid har overskud og mere endda, så jeg kan dele.... Käthe, du skal bare være DIG og du er GOD NOK...

Ved gentagelser finder jeg ro indeni... jeg ligesom ligger "ting" på hylderne, hvor de "hører" til så jeg ikke hele tiden skal have dem oppe i ansigtet foran mig og tage stilling til dem.... OG når jeg siger disse ting til mig selv, HØRER jeg ordene som opfanges i min hjerne og som så beroliger mig....
Det kan godt være jeg ikke får 5 timers søvn, men jeg smiler lidt og får derfor bedre 5 timer end ingen timer....

Før jeg tager afsted overtages jeg af maverumlen.... mange toiletbesøg... bare fordi jeg FØLER jeg skal noget.... men jeg ved godt det er en følelse.... alligevel spiller min dømmekraft mig et puds for jeg har meget svært ved at abstrahere fra toilettet.
Er alting pakket?
har jeg glemt noget?
Kommer jeg godt frem?
Eller dør jeg nu på vejen.....

Nye remser..... Käthe, alting er fint og alting er som de skal være OGSÅ selvom du skulle dø nu!

Musik i bilen gør underværker.... det flytter min opmærksomhed og jeg begynder ofte at synge med... her skaber jeg en dejlig følelse indeni og jeg kan begynde at glæde mig til oplevelser der kommer.

HER har jeg så "lært" fra "engang" at skille mine oplevelser ad.... jeg er HER og Käthe er DER.... dette gør at jeg kan forholde mig til ting uden at tage dem til mig. Jeg holder mine følelser ude og kan derfor bedre være i de omskiftelige situationer som jo mest er uforudsigelige på "ture" ud i det blå... om det er 1 time eller flere dage..... så er det for MIG en befrielse at kunne dette.

Så oplever jeg ellers.....

Hjemme igen og alting kører sammen.... jeg bliver i tudehumør i flere dage.... træt.... og let "antændelig" ved spørgsmål og interesse for mig og mit humør. Jeg er så opmærksom på mit "humør" at jeg hele tiden er i arbejds uniformen og overvejer hvad jeg siger og hvornår jeg siger noget...

Jeg er TRÆT med TRÆT PÅ!!!

Og bare det at postkassen er fjernet fra hvor den var sidst jeg skulle poste et brev.... gjorde mig så overvældet af opgivelse at jeg nu skulle bruge tanker for at holde øjnene tørre..... og fortælle mig selv at ALT er fint... jeg når det hele og det er iorden.....

Jeg afløser mine tanker med den følelse jeg ved jeg får når jeg atter er HJEMME.... roser mig selv for gåturen.... og ved at mit inderste nok skal blive klar igen til nye ture ud i det blå....

FOR det er nemlig sådan.... at selv om det er et "stort" arbejde for mig alt det her... SÅ VIL JEG IKKE UNDVÆRE mine oplevelser.... Så ville jeg jo aldrig føle mere andet end tristhed og ensomhed....

Så til dig derude.... der KAN føle sådan her selv...

Dagene med hårdt arbejde er svære at komme igennem... men at undvære LIVET er ej for mennesker... OG KUN ved at MÆRKE LIVET...... ved vi hvad der er dejligt, kærligt og skønt...

Så tag din følelse af altmuligt MED DIG... og tilgiv dig selv at du er MENNESKE..

KIK ud i Verden.... ALLE du ser har noget de slås med.... de taler bare ikke om det og det gør det endnu mere svært at være MENNESKE.

Smil... pas godt på dig selv.... og tag bare en remse mere.....

Käthe

"MANI" skal ikke være en fjende

Når jeg er ramt af en MANI, kan jeg få svært ved at høre hvad andre siger til mig.
Jeg kan ikke koncentrere mig om mere end 1 ting ad gangen....og nogen gange slet ikke nogen ting...
Jeg kan hurtigt komme til at virke afvisende eller distanceret og så er jeg træt... træt af alle mine tanker... et mylder af farver, mønstre, masker, mål og mens jeg er igang med 1 ting har jeg 7 andre i hovedet.
Det er fint kan man godt sige... og jeg elsker dette univers...

MEN...

når mine "mani-tider" rammer mig, vil jeg helst bare være alene... det meste af tiden... jeg vil bare kunne strikke og være i mine tanker, min lille lyserøde SKY og græder når der er uretfærdighed til.... så ingen nyheder.... reklamerne kan få det hele til at stritte på mig... et længerevarende toneleje er for mig en stille og vedvarende eksplosion inde i mit indre.... ensartede små lyde er voldsomme indeni mig og skriften på væggen er: STOP!

Det er med alderen jeg "ser" min "manier" dukke frem - hvorfor og hvornår de gør det.... ved jeg ikke helt endnu....

Det tager ca. 3 uger at komme igennem... 3 uger uden alt for mange timers søvn, usund levevis og strikkepindene er nærmest med i sengen.... Kun min hund er jeg opmærksom på. Jeg kæmper for at nusse hende, klø på hende, tale med hende, gå ture med hende og snakke med hende.... for jeg vil bare være i mit eget SELV.... og føler mig forstyrret når jeg bliver afbrudt.

Gåturene er først gode ved mig når jeg ER ude..... søvnen er først god når jeg SEGNER om i sengen....

Gæster aflyser jeg.... koret aflyser jeg... selvom det alt sammen er noget der gør mig glad.... det tager mig ud af min lille lyserøde sky..... men jeg vil det ikke.... jeg vil bare strikke og tænke masker, farver og mål...

Idag kunne jeg sove længe... uden at ligge og tænke på masker og alt det jeg kan strikke på 1 dag.....
MANIEN er ved at lægge sig igen..... jeg SKULLE ikke springe ud af sengen.... (gode tegn)

Tanken om så også at SKRIVE om det... er en blandet fornøjelse....

MEN jeg VED... JEG er hverken bedre eller dårligere som menneske... JEG er MIG.

Det der så kan være ærgerligt er at møde mennesker der ikke ved hvordan det kan være at gå i mine sko og blive "dømt" på det.....
FORDOMME skal nedlægges så mennesker kan få frihed til at "være" og ikke længere føle ensomhed og tristhed når nogle vender mig ryggen....

Jeg vil jo ingen ondt..... jeg kan godt begå fejl....  men vil gerne sige undskyld også hvis det slet ikke er mig der begår en fejl..... Der går intet af mig.... jeg har ikke brug for at dømme andre... ingen RET til det... for kun JEG ved hvordan det er at være MIG... og DU, DIG....

Jeg holder mig for øje at der altid er flest gode mennesker og at virkeligheden altid er bedre end mine tanker..... så går det bedre i hverdagen... jeg kan smile og føle glæde midt i mine MANIER
For MANIERNE er en del af MIG... og når nu det ER sådan... ja så kan jeg jo lige så godt bare tage "dem" med i hånden og få det bedste ud af det.....

Mit liv har nemlig en chance.... og jeg vil så gerne fortælle andre.. at det har de også....

Må kærligheden altid sejre....

Käthe